h1

Legenden vender tilbage

3. august 2006

Da Ultimate Fighting Championsship i 1993 afholdte UFC 1, mindede det i høj grad om noget fra en Jean-Claude Van Damme film. Én turnering på én aften, $50.000 til vinderen, otte kæmpere, to regler: Ingen bid og ingen prikken i øjne. Med praktisk talt ingen regler var målet at vise hvilken kampsport, der var den ultimativt bedste. På trods at af der ikke var nogen vægtklasser, ingen tidsbegrænsning, ingen handsker og at beskidte, men meget virkningsfulde, teknikker som stamp i hovedet, slag i skridtet og hiv i håret ofte blev brugt, var der én lille mand, der gik hele vejen:

Royce Gracie var manden, der slog dem alle, på trods af han mødte modstandere, der var over dobbelt så tunge som ham, og på trods af, at han nærmest undlod at bruge slag og spark. Teknikken var Brazilian jiu-jitsu, der, som du kan se, fokuserer på at få modstanderen til jorden hurtigst muligt, opnå en dominerende position og så udføre en strangulering eller lås, der tvinger modstanderen til at overgive sig. BJJ blev udviklet af Royces far, Hélio, der grundet sin svage fysik ikke følte, at han kunne udnytte teknikkerne i traditionel jiu-jitsu. Istedet udviklede han BJJ, der i stedet for rå styrke gør brug af dominerende positioner og vægtstangsprincippet. Hélio lærte sine ni børn BJJ og senere udstedtes the Gracie Challenge: $100.000 til den, der kunne vinde over et Gracie familiemedlem i en kamp uden regler. Ingen har endnu indløst præmien.

UFC var en videreudvikling af the Gracie Challenge, og det var Gracie familiens håb, at en turnering ville give mere opmærksomhed til Brazilian jiu-jitsu, for man regnede selvfølgelig med, at familiens deltager uden videre ville vinde det hele. Og det gjorde Royce så.

Royce Gracies indflydelse på Mixed Martial Arts, som kampsporten i dag kaldes, kan ikke overdrives. Da han kom til UFC var det de færreste, der havde skænket gulvkamp en tanke. De traditionelle brydere vidste mere om at få folk ned på jorden, hvad der derefter skulle ske, var ikke så velovervejet. Men da Royce demonstrerede teknikkernes overlegenhed, begyndte flere og flere at benytte dem, og i dag er det umuligt som kæmper i Mixed Martial Arts at ignorere Brazilian jiu-jitsus teknikker.

Indtil i år havde Royce kun to registrerede tabte kampe: Den ene fra UFC3, hvor han i første kamp mod steroidebomben Kimo Leopoldo vandt, men dog fik så mange tæsk og blev så udmattet, at da han skulle stille op til kamp mod Harold Howard senere samme aften, kunne han ikke stå på egne ben eller se tydeligt. Den anden tabte kamp var mod Sakuraba, der havde fået tilnavnet “Gracie Hunter”, efter han havde slået brødrene Royler, Renzo og Ryan. Kampen mod Royce blev også tilskrevet ham en sejr, da Royce efter ikke mindre end halvanden times kamp pga. en brækket fod ikke længere kunne stå og måtte smide håndklædet i ringen. Royces sejrsrække med ca. 15 kampe var altså nærmest pletfri. Han var en legende.

Den 27. maj i år havde Royce Gracie sit comeback i UFC, 11 år efter hans forrige kamp i turneringen. I mellemtiden havde han haft enkelte kampe i den japanske pendant, PRIDE, deriblandt den “tabte” kamp mod Sakuraba. Legenden vendte tilbage, men hvordan ville han klare sig mod nudagens alsidige, fuldtids-professionelle fightere? Meget havde ændret sig i UFC siden Royces tid. Grundet politisk pres er der indført vægtklasser, tidsbegrænsede runder, kun én kamp for hver kæmper på en aften, handsker, dresscode og et langt mere omfattende regelsæt – turneringen er i det hele taget blevet mere stueren. Royce var som altid ikke til at skyde igennem inden kampen: “I train to win.”, “I’m going to apply a submission hold, choke him out, help him up, send him home.” Selvom han helt klart var underdog mod den forsvarende weltervægtsmester Matt Hughes, var der alligevel en stille tvivl blandt fans af sporten: Royce er jo en legende, i sin tid vandt han over flere modstandere samme aften, der ofte var meget større end ham, hvorfor skulle han så ikke i dag kunne vinde over én på hans egen størrelse? Der var lagt op til et brag af en kamp.


Se video.

Selvom Royce havde forberedt sig ved at krydstræne med thaiboksningens spark og slag, hvilket må siges at være en afvigelse fra Gracie familiens sædvanlige “intet kan slå Brazilian jiu-jitsu”, så var der ikke meget at stille op. Matt Hughes var ikke bare stærkere, han havde også fuldstændig dominans på jorden, hvilket jo ellers er Gracies absolutte speciale. Der er ét ord, der beskriver kampens udfald: Evolution. Idag kan ingen nøjes med at specialisere sig inden for ét enkelt område – fordums tider med brydning vs. boksning, tae kwon do vs. kung-fu osv. er væk. I dag ikke bare krydstræner alle mixed martial artists typisk på tværs af muay thai, Brazilian jiu-jitsu og brydning, men overgangene fra den stående muay thai, over takedownens brydning til gulvkampens Brazilian jiu-jitsu er unik for Mixed Martial Arts, og således er det blevet sin helt egen stilart og ikke bare et sammenkog af andre. På den måde er det glædeligt, at Hughes vinder så dominerende over Gracie. Hvis det havde været omvendt, måtte Gracie vel være en demigud. (Sandt at sige virker det umenneskeligt, da Gracie udholder den armlås. Alle andre ville have brækket armen tyve gange!)

Alligevel er det lidt sørgeligt, at Gracies eftermæle skal plettes af et overbevisende nederlag. Legenden bliver lidt blakket. Enkelte fans nægtede da også at erkende nederlaget bagefter, da kampen blev stoppet af dommeren. I de tidlige UFC-dage var der no such thing, og Gracie ville have haft en lille teoretisk mulighed for at vende slagets gang. For os andre var det tydeligt, at Hughes simpelthen var for dygtig.

Men måske er det slet ikke så sørgeligt alligevel. For som Royce selv sagde efter kampen, så blev han overvundet af hans egne teknikker. På den måde vil Royce og Brazilian jiu-jitsu altid være en vinder. “This is my house, I build it.”

One comment

  1. PS: Jeg har netop modtaget to bøger om sporten og dens kæmpere, der skal blive spændende at læse.

    PPS: D. 17. august skal Martin Kampmann i buret hos UFC som den første dansker nogensinde. Kampen kan næppe ses i TV herhjemme, men spændende bliver det, og måske vil det alligevel give sporten lidt mediedækning her i landet.



Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: